Legen kan stå selv

Helle Marie Skovbjerg er optaget af, hvad legen er, og hvordan den udfolder sig. Hun vil udvide forskningsfeltet for leg og ikke mindst bidrage til at legeforskningen placeres som et stærkere selvstændigt forskningsfelt. Et forskningsfelt, der med hendes ord, bidrager til vores grundlæggende forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Som forskningsleder i Playful Learning-programmets forskningsudvidelse er hun optaget af forbindelserne mellem leg og læring, som hun opfatter som forbundne elementer – og absolut ikke som hinandens modsætninger. Helle Marie Skovbjerg insisterer på en balance mellem leg og læring, så vi ikke ender et sted, hvor legen ikke må have noget med læring at gøre, eller hvor legen bliver slave for læring og udgrænses. Playful Learning Research skal bidrage til dybere forståelse af, hvordan vi lærer gennem leg og til, hvordan lærere og pædagoger kan bringe legen i spil i deres faglighed og dermed kvalificere den faglige tilgang til leg yderligere.

At tale om leg, er som at holde fast om en jellycake
Når vi taler om leg, kan det være vanskeligt at nå frem til en fælles forståelse af, hvad det er vi mener. Begrebet leg har en masse medbetydninger og tillader stort fortolkningsrum. Helle Marie Skovbjerg forstår trangen til at ville kapsle legen ind som begreb, når vi stædigt higer efter at finde et fælles afsæt for det pædagogiske arbejde med legen, men insisterer på, at vi undgår at blive for kontante, når vi sprogliggør legens erfaringer.

Vi risikerer nemlig at instrumentalisere legen og dermed ødelægge selve det fænomen, vi er optagede at arbejde med. Legens sprog må derfor have en nænsomhed over sig. Når vi taler om legen, kan vi for eksempel låne fra poesiens sprog, så vi kan favne legens erfaringer uden at smadre legen. Hendes pointe er, at legen er flydende og mangefacetteret. Legen kan med andre ord ikke sættes på formel.

Selv låner hun jellycaken som metafor for legen. Den kitchede kages porøse og blævrede materialitet er for Helle Marie Skovbjerg symbolet på legens skrøbelighed. Når vi har med legen at gøre, skal vi kunne holde om vores erfaringer – uden at holde for fast og komme til at smadre dem. Ganske som at holde om en jellycake.

Når vi taler om leg, skal vi forestille os, at vi står med en buddingagtig masse mellem hænderne. Hænderne er metafor for vores sprog, som må holde så nænsomt om kagen som overhovedet muligt, for ikke at smadre den, men trods alt er villig til at prøve at tage om den. For Helle Marie Skovbjerg er det dét, der kendetegner hendes forskningspraksis – og det er den måde, hun anbefaler, at vi sammen omgås legen på, når vi vil bringe mere leg ind i vores professionelle faglighed.

Hendes erfaring har nemlig vist hende, at vi har tendens til at have et brutalt sprog, der udgrænser og forfladiger erfaringerne med leg. Helle Marie Skovbjerg er derfor hele tiden på jagt efter sprog, der kan muliggøre nænsomhed i omgangen med leg, så vi kan få sans for fænomenet i alle dets dele og komplekse afkroge.

De voksnes mod til leg

Hver gang du leger, bliver du lidt mere modig end du var før. Leg er ikke nødvendigvis knyttet til særlige situationer eller aktiviteter. Legen kan være en særlig tilgang til livet.

Helle Marie Skovbjerg beskriver det som at have en legende attitude. Børn har det umiddelbart mere intuitivt, men voksne har og kan opøve legende omgang med flere aspekter af tilværelsen. Det drejer sig om en særlig måde at møde sine omgivelser på. I stedet for altid at vælge det selvfølgelige, kan vi øve os i at være legende i omgangen med det, vi står overfor.

Gennem den legende tilgang kan vi blive særligt opmærksomme på at skabe yderligere meningsfuldhed i de situationer, vi indgår i. Vi kan med andre ord øve os i at være nysgerrige på at skabe ‘mer-mening’, som Helle Marie Skovbjerg kalder det. Hun oplever selv, at verden åbner sig og bliver større, når hun selv tager den attitude på sig. Hun bliver overrasket over, hvem hun selv er, og hvem de andre er, når hun møder nogen med en legende attitude. Hun iagttager, hvordan hun er med til at åbne deres verden, ligesom de er med til at åbne hendes. Helle Marie Skovbjerg peger på, at hvis du skal møde verden med en legende attitude, må du undgå pindsvinetilgangen, hvor du stritter imod. Det kræver mod til at sige ja og spørge; hvad kunne der ske her? Du skal være villig til at sætte dig selv på spil, og netop den type af attitude kræver mod og åbenhed – og grundlæggende tillid til, at det hele nok skal gå.

Hver gang du leger, træner du og vedligeholder du dit legemod.

Lyt med i vores podcast

I Playful Learning Podcast giver Helle Marie Skovbjerg sit syn på legens betingelser i daginstitutioner og skoler i en tid med læringsmål og læreplaner, ligesom hun folder sine fire legestemninger ud.