Afsluttet projekt

Play@Heart

Play@Heart (2021-2024) var et skoleudviklingsprojekt, der i samarbejde med 12 skoler arbejdede med legende tilgange til teknologiforståelse.

Leg og teknologi i samspil

En introduktion til projektet

I projektet indgik teams af pædagoger, lærere og ledelse fra 12 folkeskoler i tætte samarbejder med undervisere fra landets professionshøjskoler for at undersøge samspillet mellem børns leg med digitale teknologier og deres udvikling og læring. Målet var at styrke trivslen og øge deltagelsesmulighederne for børnene.

Gennem praksisnære eksperimenter, co-teaching, kreative læringsrum (PlaySpaces) og samskabende forløb med konsulenter og kolleger udviklede personalet nye måder at koble leg, faglighed og teknologiforståelse i deres undervisning. Undervisningen blev mere varieret, undersøgende og meningsfuld for både elever og lærere, der fik øget frihed og inspiration til at tænke nyt i deres praksis

Samtidig fik projektet også vist, hvordan en skolekultur med fokus på lokalt forankret udvikling og kapacitetsopbygning kan fremme børns kreativitet, motivation og digitale dannelse – og samtidig øge det pædagogiske personales arbejdsglæde.

Organisering og forløb

Play@Heart blev gennemført 2021-2024 med 12 skoler, deres ledelser, personale og forvaltninger. Projektet blev drevet af seks professionshøjskoler med støtte fra internationale eksperter.

På hver skole blev kapacitetsteams etableret for at udvikle og afprøve legende tilgange til teknologiforståelse. Teamsene fik støtte fra konsulenter, deltog i netværk og modtog diplomuddannelse. Skolerne indrettede desuden PlaySpaces på skolerne – kreative læringsmiljøer til leg og teknologi.

Projektet udviklede sig over tre år fra begrebsudvikling og eksperimenter til bred forankring i skolernes praksis.

Projektets 3 grundprincipper

Projektet var baseret på tre grundprincipper som forudsætninger for al samarbejde:

  1. Mod og vilje til at skabe en kulturforandring på skolen: Skolernes ledelser skulle aktivt tilkendegive vilje til kulturforandring og involveres tæt i refleksioner og statusmøder om ledelse, organisation og legende tilgange til teknologiforståelse.

  2. Legende og eksperimenterende ledelse: Ledelserne arbejdede aktivt med nye måder at organisere skoledagen på, fx ændrede skemaer, bemandede værksteder i frikvarterer og kreative aktiviteter, der understøttede både fællesskab og læring.

  3. Playful learnings didaktiske principper: Projektet anvendte programmets tre didaktiske principper for legende tilgange: At skabe fælles forestillinger, at vove det uforudsigelige og at insistere på meningsfuldhed. Her blev især scenariedidaktik brugt til at skabe fælles forestillinger og uforudsigelighed på seminarer, til møder og i diverse netværk.

Deltagere fra Varnæs Skole fortæller om projektets betydning for skolen.

Projektledelse

Rune Overvad Skibelund Schou
National projektleder
Kontakt

Andreas Binggeli
National projektleder
Kontakt

FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Playful Learning del indhold
Playful Learning del indhold