En pædagog og et barn, der leger sammen

Aktuelt projekt

Playful Learning Praxis

Et landsdækkende udviklingsprojekt (2023–2026), der udforsker legens potentiale sammen med nuværende og kommende pædagoger og lærere.

Fælles mod på at lege

En introduktion til projektet

Playful Learning Praxis er et landsdækkende udviklingsprojekt, hvor undervisere samt nuværende og kommende pædagoger og lærere går sammen om at udforske, hvordan leg og legende tilgange kan åbne nye muligheder i både pædagogisk og didaktisk praksis. Fælles for deltagerne er ønsket om at styrke børn og unges trivsel, deltagelse og læring.

I Praxis er legende tilgange ikke kun et middel – det er en måde at arbejde og tænke på. Når forskellige fagligheder mødes med nysgerrighed og legende tilgange, opstår der ofte nye perspektiver og handlemuligheder.

Samarbejdet med skoler, daginstitutioner, dagplejere og fritidsklubber bygger på en fælles lyst til at eksperimentere og skabe noget nyt – og på modet til at træde ud i det uforudsigelige sammen.

Hvem er med i projektet?

På tværs af landet samarbejder undervisere fra pædagog-, lærer- og efter- og videreuddannelser med lærer- og pædagogstuderende, pædagoger, lærere og ledere fra deres lokalområde.

Hver professionshøjskole stiller med et lokalt team bestående af en ledelsesgruppe, en projektleder og ni undervisere – fordelt på pædagoguddannelsen, læreruddannelsen og efter- og videreuddannelsen.

Underviserne indgår i tæt samarbejde med lokale dagtilbud, skoler og kommuner og er med til at etablere udviklingsfællesskaber og fælles samlingspunkter med leg og legende tilgange i centrum.

Den lokale indsats koordineres i samspil med projektets to nationale projektledere.

Lokale og nationale møder

Playful Learning Praxis udfolder sig lokalt på forskellig vis – alt efter konteksten, aktørerne og de muligheder, der findes i det enkelte område. Nogle samarbejder er små og nære, forankret i én skole eller institution. Andre samler flere aktører på tværs af dagtilbud, skoler og kommuner til fælles forløb.

Formatet varierer: fra éndagsarrangementer og korte eksperimenter til forløb med gentagne prøvehandlinger, fælles samlinger og systematisk evaluering. Nogle samarbejder er forankret i lærer- og pædagogstuderendes praktikforløb, mens andre bygger på samarbejde mellem undervisere og fagprofessionelle uden inddragelse af studerende.

På nationalt plan samles pædagoger, lærere og undervisere fra hele landet om fælles tematikker og faglig inspiration. Her deles erfaringer, afprøves idéer og bygges videre på den legende tilgang – alt sammen med fokus på at skabe varige aftryk i lokal praksis.

Fælles for alle indsatser – lokalt som nationalt – er en stærk interesse for leg som tilgang, metode og mindset i udviklingen af fremtidens pædagogiske og didaktiske praksis.

Nationale tematikker

Rundt om i landet eksperimenteres der med legende tilgange til børns udvikling, trivsel og læring. Samtidig samles pædagoger, lærere og undervisere også nationalt om fælles temaer, der optager mange i praksis.

Hvert tema bygger på et stærkt engagement fra praktikere og undervisere med faglig erfaring og viden. Temaerne går på tværs af fagligheder – mellem pædagoger og lærere, dagtilbud og skole – og har fokus på det legende og potentialet i at skabe noget sammen. De er tæt forbundet med praksis, kan forankres lokalt og har potentiale til at blive delt videre i formater, der inspirerer og støtter handling.

De fire tematikker er:

  • Legende kroppe og sprog

  • Rum og materialitet i natur og naturfag

  • Legestemninger gennem scenariedidaktik

  • Legende tilgange til børn og unges medbestemmelse

Projektledelse

Bodil Borg Høj
National projektleder
Kontakt

Mikael Schneider
National projektleder
Kontakt

Mary Anne Kristiansen
Lokal projektleder
UCN

Kontakt

Heidi Pugh
Lokal projektleder
VIA University College
Kontakt

Robert Jepsen
Lokal projektleder
UC SYD
Kontakt

Jesper Zimmer
Lokal projektleder
UCL

Kontakt

Anne Kristine Petersen
Lokal projektleder
Absalon, Læreruddannelsen

Kontakt

Mathilde Knage
Lokal projektleder
Absalon, Pædagoguddannelsen

Kontakt

Elisabeth Perret-Gentil
Lokal projektleder
Københavns Professionshøjskole
Kontakt

FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Playful Learning del indhold
Playful Learning del indhold