Nyt podcastafsnit om legekvaliteter ved Helle Marie Skovbjerg

Legekvaliteter er næppe et begreb, som alle og enhver kender til. Men begrebet kan være afgørende i forhold til at belyse og forstå polariseringen mellem leg og læring. I det nye afsnit af Playful Learning Podcast har vi besøg af professor og forskningsansvarlig for Playful Learning Research Extention Helle Marie Skovbjerg, som er ophavskvinde til begrebet. Hun inviterer lytteren med ind i sin udviklingsproces af begrebet og forklare blandt andet, hvorfor vi skal tænke i nye legende tilgange til udvikling og læring.

Hvorfor tale om legekvaliteter?

Legen er et grundvilkår for os som mennesker, når vi udvikler os, og et vilkår som skal gives plads og støtte i det pædagogiske arbejde. Når vi arbejder med leg i forhold til undervisning, er det for simpelt blot at tale om leg som noget der skal have mere plads. I Playful Learning-programmet ser vi tegn på, at vi i højere grad skal turde at lade sig inspirere, udfordre og forstyrre af de kvaliteter, vi oplever i legen – og ikke blot give plads til den frie leg i sig selv. 

Legen kan for eksempel kan bringe os i en stemning af fordybelse, selvforglemmelse, nysgerrighed og udforskning. Legens kvaliteter inviterer til, at vi er åbne, modige og indstillet på en bestemt måde i forhold til vores omgivelser. Denne måde at være til stede på kan være yderst relevant i en uddannelseskontekst og bringe nye legende tilgange til udvikling og læring med sig.  

Det legende kan være med til at udfordre vores vante tanker om undervisning, fordi vi skal håndtere uforudsigelighed, selvforglemmelse, det deltagerdrevne og det lystfyldte – alt sammen legekvaliteter som Playful Learning-programmet har stor respekt for og gerne vil have mere af på vores uddannelser.

Ad den vej er begrebet om legekvaliteter opstået, og Helle Marie Skovbjerg er fuld gang med at undersøge og udvikle begrebet for at komme nærmere dets potentialer i vores uddannelsessystem. I dette podcastafsnit giver hun en grundlæggende indføring i begrebet, og i samtalen kommer hun især ind, hvorfor det er relevant at tale om legens kvaliteter i det didaktiske rum.

Lyt med her, hvis du er mere nysgerrig på begrebet.

Du kan læse mere om legekvaliteter i Helle Marie Skovbjergs artikel ‘Perspektiver på læring i “didaktiske designs med legekvaliteter” – en undersøgelse af 36 didaktiske designs i Playful Learning-programmet’, som udkommer i PlayBook 2 d. 13. januar 2021.