En dåseåbner for samarbejde mellem lærere og pædagoger 

Legende tilgange til tværprofessionelt samarbejde skaber et mødested for konstruktiv forskellighed mellem pædagog- og lærerstuderende.

Af Mette Lyager, Programchef for Playful Learning-programmet 

Lyt

Bogstaver af pap flyver gennem luften og bliver til sjove og sære ord. Det er børnene i 4. klasse, der griber og kaster med bogstaver, mens læreren hjælper børnenes ord ind i en fælles fortælling. Ordlegen er et af de mange bud, som studerende på lærer- og pædagoguddannelserne i Vordingborg har udviklet sammen med det formål, at børnene kan genfinde glæden ved ord og læsning.

Eleverne på en skole i Vordingborg har nemlig mistet læselysten og scorer for dårligt i nationale tests. Byens borgmester har derfor inviteret de pædagog- og lærerstuderende fra Professionshøjskolen Absalon til at samarbejde om at udvikle mere legende tilgange til læsning, som kan give børnene lysten tilbage. Både borgmester og skole er fiktive, men udfordringen er reel nok og præsenteres som en optakt til et 4-ugers tværprofessionelt forløb mellem lærer- og pædagogstuderende sammen med andre praksisnære udfordringer, som forudsætter samarbejde mellem lærere og pædagoger.

At håndtere uforudsigelighed

Det særlige ved dette forløb er, at borgmesteren i Vordingborg har ønsket, at de studerende skal have en legende tilgang til deres samarbejde om at genskabe børnenes læseglæden.

– For mig har det både været en personlig og faglig udvikling at få lov til at fordybe mig i en legende tilgang til læring, siger Amalie Klintø Gunnarson, som er studerende på pædagoguddannelsen i Vordingborg. Hun oplever, at mere traditionel undervisning lægger op til hurtige og rigtige svar, mens den legende tilgang lægger op til nye tanker og ideer. Vi tænker stort på grund af det legende element, supplerer Rikke Schroll, som er Amalies medstuderende. Kreativiteten har fået lov at løbe derudaf og vi tager ejerskab til arbejdet, fordi vi selv skal tage fagligt begrundede valg og udvikle fælles løsninger.

De studerende lægger særligt vægt på, at en legende tilgang til tværprofessionelt samarbejde kaster pædagog- og lærerstuderende ud i uforudsigelige processer. I legende processer er det nemlig deltagerne, der selv bestemmer, hvor legen skal bevæge sig hen og ingen ved på forhånd, hvor man ender.

– Vi er gennem uddannelsessystemet blevet skolet til, at noget er enten rigtigt eller forkert, siger Manja Kierulff Andreasen, som også er studerende i Vordingborg. Med en legende tilgang til opgaveløsningen er man på udkig efter gode løsninger sammen. Der er ikke så mange kasser og kanter, men mere fælles flow i samarbejdet.

Charlotte Langegaard Olesen, som er studerende på læreruddannelsen påpeger, at det er et grundvilkår for både lærere og pædagoger, at de skal kunne håndtere uforudsigelighed, da undervisning og andre pædagogiske aktiviteter ikke kan planlægges ned til mindste detalje. Det er ikke alle, der befinder sig godt med at give slip på den fulde kontrol, men man kan øve sig ved at prøve det og opdage, at her er det ok at fejle.

De studerende oplever, at det legende element i undervisningen nedbryder nogle formelle barrierer og gør det lettere at samarbejde på tværs af uddannelserne. Det er ikke så vigtigt, hvem der er pædagog- og hvem der er lærerstuderende. Men det er vigtigt at få mange faglige perspektiver i spil for at løse den fælles opgave på en ny måde.

– I legende og uforudsigelige processer er du nødt til at reflektere og begrunde dine ideer og valg hele tiden. Man bliver faktisk overrasket over hvor meget faglighed, man har at trække på, siger Amalie.

I et ukendt territorium

Charlotte Saustrup Haven er lektor på pædagoguddannelsen og med i teamet bag tilrettelæggelsen af forløbet i Vordingborg. Hun oplever, at de studerende som udgangspunkt kan have ret håndfaste fordomme om hinanden og hinandens faglighed. Men i det legende samarbejde sker der noget andet.

– Når vi beder dem om at arbejde med professionsfaglige udfordringer på en legende måde, er både pædagog- og lærerstuderende på vej ud i et ukendt territorium, og de får hurtigt øje på hinandens kompetencer og respekt for hinandens fagligheder.

Ifølge Charlotte er en legende tilgang til læring et opgør med vanetænkningen i de studerendes selvopfattelse og professionelle praksis. Det legende element i samarbejdet får de studerende til at slippe tøjlerne og lade sig rive med af processen. De er ikke optagede af at komme frem til de rigtige facitter. De er optagede af at komme frem til et resultat, der er rigtigt for målgruppen.

– Vi tror, at vi uddanner nogle stærkere pædagoger og lærere ved at arbejde med deres evne til at være kreative og nysgerrige med deres faglighed og gå på opdagelse i nye muligheder og perspektiver sammen.

Flerstemmig enighed

Det er ikke kun i Vordingborg, at en legende tilgang styrker samarbejdet mellem pædagog- og lærerstuderende. Ph.d.-studerende Kim Holflod er optaget af at undersøge, hvordan legende tilgange påvirker tværprofessionelt samarbejde i forhold til de studerendes håndtering af forskelligheder og udvikling af professionsidentitet.

– I mine undersøgelser sammen med undervisere og studerende fra pædagog- og læreruddannelsen er der empiriske tegn på, at de legende elementer i tværprofessionelle forløb bygger bro mellem de to professioner. I mødestedet mellem studerende fra de to uddannelser spiller legeobjekter og legende processer en særlig rolle i forhold til at skabe et mere inkluderende dialogisk rum og mediere faglige perspektiver.

Ifølge Kim bliver det f.eks. mere trygt og sikkert at dele oplevelser, erfaringer og viden på tværs af professioner, når et konkret legeobjekt er i spil, fordi fokus flyttes fra den studerende selv til det konkrete materiale eller teknologi der formidler den studerendes perspektiver.

– I legende tilgange til tværprofessionelt samarbejde søger de studerende ikke efter forståelsesmæssig og sproglig enighed eller uenighed. De er i stedet optagede af at håndtere og bruge deres forskellighed konstruktivt og få mange og ligeværdige faglige perspektiver i spil. Der er mange forståelser og stereotyper i spil i samarbejdet mellem pædagog- og lærerstuderende, men i det legende bliver de optagede af at finde fælles sammenhæng og flerstemmig enighed.

Strukturen spænder ben

På trods af de positive indikatorer på at legende tilgange til tværprofessionelt samarbejde nedbryder stereotyper og styrker samarbejdet mellem de to professioner, fylder det tværprofessionelle samarbejde forholdsvist lidt i pædagog- og læreruddannelsen.

– Hvis de to uddannelser skal tættere på hinanden i de to professioner skal der hjælp til, siger René Boyer Christiansen, der er uddannelsesleder på læreruddannelsen i Roskilde. Det begrænsede samarbejde mellem uddannelserne handler imidlertid ikke om manglende interesse og relevans.

– Det er indlejret i begge professioner, at vi er optagede af de små menneskers udvikling og læring, siger René. Lærerne har dem om formiddagen, og pædagogerne har dem om eftermiddagen, men det er jo de samme børn, vi taler om. Den legende tilgang til læring er en dåseåbner for samarbejdet. Her har vi noget, vi meningsfuldt kan mødes om.

At det tværprofessionelle samarbejde mellem de to uddannelser ikke fylder mere, handler i høj grad om strukturelle og logistiske udfordringer påpeger René.

Bekendtgørelser og studieordninger har gennem mange år været afgørende barrierer for samarbejde mellem de to uddannelser. Den seneste revision af uddannelserne i hhv. 2012 og 2013 gjorde det ikke nemmere på trods af at tværprofessionelle kompetencer i stigende grad efterspørges i kommunerne, herunder skoler, fritidshjem/SFO, daginstitutioner og forvaltninger.

Når det er lykkedes i Vordingborg at finde 4 uger til samarbejdet mellem uddannelserne, er det fordi ledelsen gav hinanden håndslag på, at det SKULLE lykkes, fortæller uddannelsesleder på pædagoguddannelsen i Vordingborg Tina Hjortshøj,

– Playful Learning-programmet var en anledning til at gøre legende tilgange til læring til et fælles genstandsfelt for det tværprofessionelle samarbejde mellem de to uddannelser. Og så var det jo vores opgave som ledere at skabe rammerne for, at det kunne lade sig gøre, siger Tina. Og det har vist sig at være en rigtig god måde at møde hinanden på.

De to uddannelsesledere er enige om at både det tværprofessionelle samarbejde, og den legende tilgang til læring skal forankres formelt i uddannelserne. Det kan være i konkrete moduler, kompetencemål, ECTS-point og måske også fælles eksamener. Det er de ikke alene om.

Lederne vil sikre bedre rammer for samarbejde

I forbindelse med de igangværende udviklings- og evalueringsprocesser for lærer- og pædagoguddannelsen, tager professionshøjskolerne nu i fællesskab initiativ til at bringe de to uddannelser tættere sammen gennem en række anbefalinger til en tydeligere rammesætning af samarbejdet i de reviderede uddannelser.

Lederne er imidlertid opmærksomme på, at succesfulde tværprofessionelle undervisningsforløb forudsætter underviserkompetencer på højt niveau. Ikke mindst i forhold til at tilrettelægge og rammesætte de kollaborative og eksplorative processer, som sikrer, at de studerende sammen får sat deres forskellige fagligheder i spil.

I Vordingborg er de allerede i gang med at udvikle og afprøve et format, hvor den legende tilgang til tværprofessionalitet ser ud til at skabe et mødested for konstruktiv forskellighed mellem lærer- og pædagogstuderende.