Nyheder
Legefagligt netværk udveksler erfaringer
Pædagoger, legeaktører, undervisere og forskere fra Region Sjælland mødes for at udforske og dele legeerfaringer.
1. april 2025
Den 1. april markerede starten på det nyoprettede Legefaglige Netværk, hvor pædagoger, legeaktører, undervisere og forskere fra Region Sjælland samledes til det første årsmøde. Det fandt sted i Absalon i Roskilde, hvor der blev dykket ned i legemod og eksperimenterende, legende tilgange.
Et forum for faglig leg og læring
Netværket er et samlingspunkt for fagprofessionelle, der brænder for at udforske og dele erfaringer om, hvordan leg kan styrke børns og unges udvikling, trivsel og læring. Lektorer Sisse Winther Oreskov og Karen Egelund fra Center for Pædagogik på Absalon har taget initiativet til netværket med et ønske om samskabelse på tværs af faggrupper. For, fortæller Sisse Winther Oreskov, “de bedste ideer opstår, når dygtige og passionerede mennesker mødes.”
Den legende kunstnerduo En Hemmelig Klub bidrog med et kreativt indslag hvor fantasien fik frit spil, og unikke hovedbeklædninger blev til.
En del af en national indsats
Netværket er led i det nationale projekt P+L Praxis, hvor man arbejder for at integrere leg på videregående uddannelser og styrke samarbejdet mellem professionshøjskoler og den pædagogiske praksis.
For henvendelser om netværket kontaktes lokal projektleder fra pædagoguddannelsen i Absalon, Mathilde Knage: makn@pha.dk