17 kommuner udvalgt til Alle Børns Dagtilbud
En lang række kommuner har ansøgt, og nu er 17 kommuner udvalgt til at udvikle og styrke kvaliteten i deres dagtilbud gennem det nationale program Alle Børns Dagtilbud – et samarbejde mellem KL, Komponent og Professionshøjskolerne, som LEGO Fonden har doneret 100 millioner kroner til.
13. november 2025
Langt de fleste børn i Danmark går i dagtilbud, og netop her lægges kimen til trivsel, relationer og nysgerrighed på verden. Nu kommer 17 kommuner til at udvikle kvaliteten i deres dagtilbud gennem det nationale program Alle Børns Dagtilbud – et samarbejde mellem KL, Komponent og Professionshøjskolerne som LEGO Fonden har doneret 100 millioner kr. til.
Over de næste fire år vil mere end 2.000 pædagogiske medarbejdere og 100 ledere igennem programmet udvikle deres praksis i tæt samspil med børnenes behov og de pædagogiske erfaringer fra hverdagen. Målet er at styrke kvaliteten dér, hvor den gør størst forskel: i børnenes hverdag.
Interessen for at være en del af Alle Børns Dagtilbud har været stor – mere end en tredjedel af landets kommuner søgte om at deltage. I udvælgelsen er der lagt vægt på, at deltagerkommunerne i størst mulig grad afspejler bredden i det kommunale landskab.
Trivsel, fællesskab og leg som pædagogisk drivkraft
Igennem programmet kommer kommunerne til at arbejde med at styrke børns fællesskaber og trivsel, og her spiller legen en central rolle. Leg og legende tilgange er ikke bare børns måde at udforske verden på – det er også en vej til at skabe fællesskab, nysgerrighed og trivsel.
Udviklingsforløbene bliver skræddersyet lokalt i den enkelte kommune i tæt samarbejde med det pædagogiske personale, dagtilbudsledere og kommunale chefer.
Kristina Kristoffersen, rektor ved Professionshøjskolen UCN og næstforperson i Danske Professionshøjskoler, siger:
I professionshøjskolerne ser vi frem til at arbejde tæt sammen med det pædagogiske personale om at udvikle hverdagen i dagtilbuddene med udgangspunkt i børnenes behov og det, der giver mening lokalt. Legen er en naturlig del af børns måde at lære og være i verden på, og derfor skal den også have en central plads i det pædagogiske arbejde. Vi ved, at når pædagoger får mulighed for at eksperimentere, være nysgerrige og lade det legende få plads, så vokser både børn og voksne.”
Læs mere om programmet
Michael Stahl, Landedirektør for Danmark, LEGO Fonden siger:
“Alle Børns Dagtilbud er et stærkt partnerskab, hvor parterne forener styrker og erfaringer – og med de mange engagerede kommuner med på rejsen, er der nu skabt et solidt afsæt for at styrke de små børns udvikling og trivsel gennem leg og stærke fællesskaber.”
Christina Krzyrosiak Hansen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, siger:
“Vi er enormt glade for, at der har været så stor interesse for at være en del af programmet, og at rigtig mange pædagogiske medarbejdere og ledere derfor nu får mulighed for at være en del af et stort nationalt projekt, hvor de skal arbejde med at løfte kvaliteten lokalt. Vi glæder os til at følge de 17 kommuners arbejde og være med til at brede deres mange gode erfaringer ud til resten af landet, så vi alle sammen – og ikke mindst landets mindste borgere – kan få gavn af dem.”
Pernille Halberg Salamon, direktør i Komponent, siger:
“Det er fantastisk at se så mange kommuner, der ønsker at arbejde målrettet med at styrke den organisatoriske kapacitet og forbedre kvaliteten i dagtilbuddene. Når vi investerer i hele ledelseskæden og i de fællesskaber, der driver udviklingen lokalt, skaber vi grundlaget for varige forbedringer. Både for medarbejdere og ledere, og ikke mindst for dem det hele handler om – nemlig børnene.”
De 17 kommuner i Alle Børns Dagtilbud
- Hillerød Kommune
- Brøndby Kommune
- Rudersdal Kommune
- Høje Taastrup Kommune
- Viborg Kommune
- Lemvig Kommune
- Skive Kommune
- Frederikshavn Kommune
- Læsø Kommune
- Hjørring Kommune
- Vordingborg Kommune
- Guldborgsund Kommune
- Roskilde Kommune
- Svendborg Kommune
- Middelfart Kommune
- Esbjerg Kommune
- Billund Kommune