KOM I GANG
Giv dine aktiviteter legekvaliteter
Tarotkort hjælper dig med at bruge specifikke kvaliteter ved legen, når du planlægger din undervisning eller aktivitet med børn og unge.
18. december 2024
Med dette sæt legende tarotkort, kan du skabe mere varieret undervisning med flere deltagelsesmuligheder for elever i skolen og et større legeunivers for børn i dagtilbud.
Legeprofessor Helle Marie Skovbjerg og forskningskollegaer* har udviklet spillekort med udgangspunkt i sin forskning om legestemninger og -kvaliteter, der giver sprog og blik for legens kvaliteter i pædagogiske sammenhænge.
Hendes kategorisering af legestemninger handler om den måde, mennesker oplever og handler i legesituationer, så du får nemmere ved at inddrage legens kvaliteter i dit arbejde. Kortene, der på legende vis trækker på det okkulte tarotspil, er inddelt i fire forskellige legestemninger og de handlinger, man typisk vil finde inden for hver stemning.
Start med at lære Skovbjergs fire legestemninger at kende, inden du bruger kortene.
Download og print en version af kortene her på siden eller bestil gratis sæt ved at skrive til Helle Marie Skovbjerg på hms@dskd.dk.
Hvad er legekvaliteter?
Leg opnår kvalitet, når man som deltager oplever handlinger som legende.
Helle Marie Skovbjerg har identificeret fire legestemninger og en række tilknyttede handlinger, der ikke i sig selv er legekvaliteter, men som kan blive det, hvis deltager(ne) oplever at komme i en legestemning.
De handlinger, som Skovbjerg har opstillet, er med andre ord midlet til, at deltagere oplever at komme i en bestemt legestemning. “At hoppe” bliver f.eks. først en legekvalitet, når dem, der udøver handlingen, oplever at komme i en opspændt legestemning. Alene det at hoppe vil ikke nødvendigvis opleves som legende, men udvikler du aktiviteter ud fra legekvaliteten koblet til “at hoppe”, så skaber du muligheden for, at nogen også vil opleve en opspændt legestemning.
Legestemninger
Det er legens handlinger, der muliggør en given legestemning og oplevelsen af legekvaliteter. Her finder du en oversigt over de handlinger og kendetegn, der knytter sig til hver af Skovbjergs fire legestemninger: Den hengivne, den opspændte, den højspændte og den euforiske legestemning.
I den hengivne legestemning glider man ind i legen og kan opleve selvforglemmelse.
Det er sagte bevægelser og rolig omgang med ting.
Handlinger
- Bygger
- Fifler
- Samler
- Balancerer
Kendetegn
- Rolige kroppe.
- Ofte med hænderne først.
- At etablere det, der kommer til at ske.
- Rytme, kontinuitet og takt.
Her er der hurtige skift i fart. Man snurrer måske rundt i tumleskallen, suser ned af en rutsjebane eller løber rundt fuld af spænding. Ofte udtryksfuld og med udråb.
Handlinger:
- Hopper
- Danser
- Gynger
- Løber
Kendetegn
- Skifter mellem at gentage noget og så med brud nu og da.
- Kroppen er i centrum
- Der er ofte fart, højde og retning involveret
- At udforske gennem kroppen
Her vil man ofte optræde eller fremvise noget. Det kan være en optræden i et cirkus, et teater eller en dans, hvor bevægelsen er udadvendt og ofte ekspressiv, så andre kan forstå den optrædendes udtryk.
Handlinger
- Efterligner
- Forestiller (sig)
- Performer
- Overværer
Kendetegn
- Det sociale er vigtigt, og det handler om at byde ind i det sociale.
- Publikum spiller en stor rolle.
- Det handler om at lede efter forbilleder og at være forbilleder for nogen.
Når normerne overskrides ved fx at falde på en skør måde, få grineflip, pjaske med vand eller ødelægge noget, man lige har bygget. Her kan være grobund for strid med andre – særligt i dagtilbud. Den euforiske legestemning kan opstå i alle (lege-)situationer.
Handlinger
- Driller
- Smadrer
- Ødelægger
- Råber
Kendetegn
- Det handler om at bryde med kulturelle koder for, hvad man bør.
- Ofte knyttet til det gakkede, frække og skøre.
- Man udvider sin egen kapacitet og sætter sig selv på spil.
Ønsker du at læse mere om legestemningsperspektivet?
Dyk ned i denne booklet, der introducerer tarotkortene til brug på lærer- og pædagoguddannelser.
Læs denne artikel fra UCL , der introducerer legekvaliteter som begreb i dagtilbud.
Guide til brug
Sådan kan du bruge kortene.
1
Rollefordeling og intro
Fordel de tre roller: en interviewer, en deltager og et refleksionsteam, der observerer.
Intervieweren genopfrisker de centrale aspekter ved legekvaliteter: de er knyttet til en konkret, legende situation, til bestemte handlinger og til deltagernes oplevelse af legekvalitet i disse handlinger. Interviewet følger tre stadier – fortid, nutid og fremtid – for at undersøge en bestemt legende undervisningssituation eller legesituation: først, som den blev oplevet, derefter refleksioner over situationen, og til sidst, hvordan den kan udvikles.
2
Vælg en legende situation
Interviewet starter med, at deltageren vælger en enkelt, legende situation med fagligt indhold og beskriver den detaljeret. Fokus er på én specifik oplevelse, ikke et langt forløb.
Intervieweren stiller opklarende spørgsmål som: Hvor var du? Hvem var du sammen med? Hvad gjorde du?
Forestil dig, at du skal fortælle nogen om en episode, hvor de ikke selv har været,. Du skal fortælle dem så mange detaljer om det som muligt. Målet er at få situationen til at stå så tydeligt som muligt for begge parter.
3
1. runde: Fortid
I første runde, som handler om fortiden, lægger deltageren tre kort op på stribe og vender dem ét ad gangen. Til hvert kort stiller intervieweren spørgsmålene:
- Var den her legekvalitet til stede i situationen?
- Hvordan var den til stede?
- Hvad får kortet dig til at tænke på, hvis du forbinder det til situationen?
Til sidst vælger deltageren et eller to kort, der passer særligt godt til situationen, og lægger dem til side.
4
2. runde: Nutid
Anden runde handler om refleksion over situationen og følger samme struktur som første runde. Tre kort lægges med bagsiden opad og vendes ét ad gangen, med udgangspunkt i tre spørgsmål:
- Hvad ser du på kortet, og har du en oplevelse af, at det giver mening ift. situationen?
- Hvordan kan du forbinde det med situationen, som vi lige har talt om?
- Hvordan ville den kunne være til stede i situationen?
Til sidst vælger deltageren et eller to kort, som lægges til side.
5
3. runde: Fremtid
Tredje runde fokuserer på, hvordan deltageren kan udvikle sin praksis med legekvaliteter. Tre kort lægges nu med forsiden opad, og spørgsmål stilles ét ad gangen:
- Hvad ser du på kortet, og har du en oplevelse af, at det giver mening ift. situationen?
- Hvordan kan du forbinde det med situationen, som vi lige har talt om?
- Hvordan ville den kunne være til stede i situationen?
- Er der nogle af de her legekvaliteter, som du aldrig har tænkt på at arbejde med?
- Er der nogle af dem, du altid arbejder med?
- Hvilket kort ville du vælge som benspænd, du gerne vil arbejde videre med, og hvorfor?
- Hvilket kort vil du altid (helst) have med dig? (deltageren udpeger et eller to kort)
Intervieweren kan stille opklarende spørgsmål og kommentere undervejs.
6
4. runde: Refleksioner
Den sidste og fjerde runde involverer det reflekterende team. Deres refleksioner inddrages ved at stille spørgsmål som:
- Kort fortalt, hvad er det så, I har oplevet i interviewet her?
- Hvad er det, der træder tydeligt frem for jer?
- Hvad tager I med jer videre?
Bestil kort
Kortene er gratis og kan bestilles ved at skrive til Helle Marie Skovbjerg på hms@dskd.dk,
Downloader og printer du kortene her på siden, så anbefaler vi, at du printer på kraftigt papir, så oplevelsen så vidt muligt efterligner det originale kortspil.
Relevante forskningsudgivelser
Jørgensen, H. H., Ahrenkiel, L., & Petersen, M. R. (2023). Nøj, det’ legekvaliteter! Det’ de handlinger, der kendetegner legende tilgange. In Sciencepraksisser og legekvaliteter: Redskaber til legende og undersøgende tilgange til science i dagtilbud (pp. 9-14). UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. https://www.ucl.dk/science-og-leg
Schrøder, V., Jørgensen, H. H. & Skovbjerg, H. M. (2022) Socio-materielle sammenfiltringer med legekvaliteter i playlab. Læring og Medier. https://tidsskrift.dk/lom/article/view/133944
Skovbjerg, H. M. (2021). Perspektiver på læring i “didaktiske designs med legekvaliteter”. I Playbook 2 (s. 78-88). Tilgået på: http://playful-learning.dk/wp-content/uploads/2021/01/playbook-2-dk.pdf
Skovbjerg, H. M. (2021). On Play. (1 udg.) Samfundslitteratur.
Skovbjerg, H. M., Jørgensen, H. H. & Ahrenkiel, L. (2022). Play Tarot Cards– en metode til at udforske legekvaliteter i undervisning med legende tilgange. Booklet 1. Playful Learning Research. http://playful-learning.dk/wp-content/uploads/2024/05/Booklet_PlayTarotCards_PL_DK-1.pdf
Skovbjerg, H.M., Jørgensen, H.H., Perez Quinones, K.Z., and Bekker, T. (2022) Developing play tarot cards to support playful learning in teacher education, in Lockton, D., Lenzi, S., Hekkert, P., Oak, A., Sádaba, J., Lloyd, P. (eds.), DRS2022: Bilbao, 25 June – 3 July, Bilbao, Spain. https://doi.org/10.21606/drs.2022.187
Oreskov, S. W. og Sønnichsen, L. H. (2023) Underviserens arbejde med at skabe deltagelse i undervisning med legekvalitet”, Pædagogik og diagnoser, FPPU nr. 1 (2023): 62–69, https://doi.org/DOI: 10.7146/fppu.v7i1.136711
*forskningskollegaer der har været med til at udvikle tarotkortene: Helle Hovgaard Jørgensen, Keila Perez og Emilie Jespersen


