Playwheel kan bruges som inspirations-, planlægnings- og evalueringsværktøj til legende, kreative og eksperimenterende tilgange til den pædagogiske praksis i dagtilbud.
Det kan bruges af den enkelte pædagogiske medarbejder, den enkelte stue eller af hele personalegruppen i fællesskab.
Playwheel består af fem ringe med hver deres kategori, som du frit kan kombinere efter eget ønske eller egen hensigt. Udbyttet ligger i de refleksioner og idéer, som kombinationerne giver dig og dine kollegaer.
FORSLAG
Sådan kan Playwheel bruges
Tag for eksempel udgangspunkt i en legesituation fra hverdagen. Kombinér de forskellige kategorier, så de passer på situationen, og undersøg det pædagogfaglige udbytte eller potentiale for forandring. Her kan du f.eks. overveje, hvad der vil ske, hvis du erstatter én af underkategorierne med en anden; Hvad hvis legen foregår i naturen? Hvad hvis børnene får adgang til andre materialer? og så videre.
Du kan også bruge Playwheel til at overveje, hvilke præferencer du selv har i legesituationer, få idéer til måder at arbejde med pædagogfaglige tematikker eller problematikker på eller noget helt fjerde.
Pædagogisk grundlag
Hvad optager børnene, og hvad er behovet i børnegruppen?
I den hvide ring kan du forholde dig til dagtilbuddets pædagogiske grundlag ud fra kommunale strategier, dagtilbudsloven, den styrkede pædagogiske læreplan, en særlig profil, børneperspektivet, særlige værdier og/ eller bestemte læreplanstemaer.
Organiseringsformer
De forskellige kontekster, der rammesætter pædagogiske aktiviteter:
• Hele institutionen
• Stuen
• Mindre grupper
• Rutiner
• Særlig indsats
• Inddragelse af hjemmet
• Åbent felt (udfyld selv)
Legetyper
Legetyperne har bestemte kendetegn og kvaliteter, som lægger op til bestemte handlinger og måder at lege på. De kan godt overlappe med hinanden:
• Fantasileg
• Sanseleg
• Regellege
• Rolleleg
• Konstruktionsleg
• Bevægelsesleg
• Åbent felt (udfyld selv)
Legemedier
Legemedier handler om, at man leger gennem og med noget, fx artefakter, ting, krop, sprog eller andre materialiteter:
• Sprog
• Formbare materialer
• Digitale teknologier
• Krop
• Legetøj og remedier
• Spil
• Åbent felt (udfyld selv)
Legesteder
Legesteder er, hvor en legende, kreativ og eksperimenterende tilgange kan finde sted. Kategorierne vil variere for hver enkelt dagtilbud og det lokale miljø.
• Stuen
• Legeplads
• Dagtilbuddets øvrige steder
• Børns egne steder
• Naturen
• Kultur- og foreningstilbud
• Åbent felt (udfyld selv)
Få dit eget eksemplar
Få et playwheel i hænderne.
Udprint et billede af Playwheel eller udprint alle hjulets lag, klip dem ud og sæt dem sammen, så hjulet kan drejes.
Historien bag hjulet
Den første version af Playwheel blev udviklet i 2019 af undervisere på pædagog- og læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Formålet var at vise, hvordan det legende med fordel kan integreres i undervisningen, så det bliver en del af de studerendes læreproces.
Hjulet er løbende blevet justeret og videreudviklet i takt med, at det er blevet afprøvet af undervisere og studerende.
Legetyperne og -remedierne i den orange og grønne ring er dels inspireret af den franske sociolog Roger Callois (1958) systematiske inddelinger af legetyper, og dels af den danske legeforsker Jørn Martin Steenhold (2011) tanker om legens forskellige kreative kategorier.
Denne version til dagtilbud er blevet udviklet i tæt samarbejde med pædagoger og andet pædagogisk personale på ét af Københavns Professionshøjskoles diplommoduler.


