KOM I GANG

Træn jeres faglige legemuskel med Playjam

Øv jer sammen i at udvikle legende tilgange til læring

Udviklet til

Lærere Pædagogisk personale Undervisere

Play Jam er et spil, der handler om at øve sig i at udvikle legende tilgange til læring. Med Play Jam træner du så at sige din faglige legemuskel. Øvelserne kan anvendes af alle, der gerne vil udvikle en mere legende praksis, og det, der skal læres, kan være alt fra matematik til forældresamarbejde og trafikregler – det er kun fantasien, der sætter grænser. 

Spillet er egentlig udviklet til brug i personalegrupperne ude på institutionerne; men så snart du er sat godt ind i principperne, kan det nemt tilpasses lige netop din praksis – om det er sammen med børnene, lederne eller andet fagpersonale. 

Forberedelse

Til øvelsen skal du bruge

  • En pose med ting (det kan være karklude, papirruller eller hvad du lige har ved hånden) 
  • Papir til at skrive på 

Inddel deltagerne i mindre grupper på mindst 2 og max 5 personer. Skriv det, som skal læres, på de små sedler. Det kan være alt, men beskrivelsen skal være enkel og tydelig – f.eks. “Lær at lytte til andre”, “Lær at hoppe på et ben” osv.  

Der skal være flere sedler end grupper, så der er noget at vælge imellem. 

Fremgangsmåde

1

Læg alle sedlerne med skriften nedad (det kan f.eks. være på bordet eller på gulvet).

2

Hver gruppe trækker nu en seddel og derefter en ting i posen uden at kigge.

3

Grupperne har nu 15 minutter til at udvikle en legende tilgang til ”det, som skal læres,” og de skal anvende den artefakt, som de har trukket. 

4

Grupperne prøver herefter hinandens genstande i 5 min pr gruppe 

5

Grupperne vælger en ny seddel og en ny ting fra posen

Husk

Du kan altid udvide indholdet i posen. Det gælder om at bruge helt almindelige hverdagsting. 

Du kan også lade grupperne ”hacke” hinandens aktiviteter eller udfordre grupperne ved at tilføje nye genstande, som de skal inkludere i øvelsen.   

Variationsmulighederne er uendelige – legen findes alle steder og i alle ting.