KOM I GANG

Giv kroppen ordet

Dialogkort til at give kroppen ordet i undervisningen og det pædagogiske arbejde. Lad studerende arbejde med deres egne kropslige erfaringer for at bringe handlende og sansende vidensformer ind i en faglig kontekst.

Udviklet til

Pædagogisk personale Pædagoguddannelse

“Giv kroppen ordet” er et værktøj, der retter blikket mod kroppens betydning i både undervisning og pædagogisk arbejde.

Det understøtter fagprofessionelle i at reflektere over deres kropslige tilstedeværelse og den betydning, det har for omsorg, trivsel, udvikling og læring i praksis.

Værktøjet er udviklet af lektor Sisse Winther Oreskov fra Professionshøjskolen Absalon som en del af hendes ph.d.-afhandling.

Dialogkortene understøtter deltagerne i at italesætte handlende og sansende måder at vide på. De bygger på forskning i kroppens betydning for professionsdannelse og faglighed i en pædagogisk kontekst.

Selvom kortene er udviklet til pædagoguddannelsen, kan de bruges i mange andre faglige sammenhænge, hvor kroppens betydning ofte overses. De er nemme at bruge i både små og store grupper og indeholder spørgsmål og opgaver, der sætter fokus på kroppens bevægelser, følelser og udtryk i et fagligt perspektiv.

Sådan kan kortene bruges

01

Forberedelse: Tag udgangspunkt i en overstået aktivitet med legekvaliteter eller erfaringer fra praksis. Som underviser introducerer du kortene og skaber et trygt rum, hvor deltagerne kan fokusere på deres kropslige oplevelse af aktiviteten.
Bed dem evt. om at finde en fysisk genstand (en medierende faktor), der kan kobles til deres kropslige oplevelse.

02

Vælg et kort og gå i dialog: Hver deltager vælger et kort, der bedst repræsenterer deres oplevelse, og går sammen med en makker.

De bytter dialogkort og stiller på skift hinanden spørgsmål i ca 20-25 min. Der er ingen rigtige eller forkerte svar.
Husk at følge kortenes instrukser.

03

Resumé: Afslut med at skrive et kort resume af de vigtigste pointer fra dialogen samt det udviklingspunkt, der blev formuleret under samtalen. Dette gøres for begge parter

Tag evt. et foto af både kort og den medierende faktor, hvis det har været en del af øvelsen.

Fagligt udbytte

Handlende og sansende måder at vide på er helt afgørende for den pædagogiske praksis. Ved at bruge dialogkortene sættes disse måder at vide på ind i den faglige dialog og hjælper med at sætte ord på viden, der ellers kan blive overset eller ikke fuldt anerkendt.

Det kan dog være udfordrende at sætte ord på sine egne kropslige erfaringer i en faglig sammenhæng. Alligevel er det afgørende for fagprofessionelle at kunne reflektere over deres kropslige tilstedeværelse og de erfaringer, der opstår gennem kropslig læring. Hvordan man som pædagog er kropsligt til stede i praksis, har stor betydning for, hvordan man yder omsorg og fremmer trivsel og udvikling hos dem, man arbejder med.

Dialogkortene støtter denne refleksion ved at tage udgangspunkt i aktiviteter med legekvaliteter eller erfaringer fra praksis og hjælper pædagoger med at blive mere bevidste om, og lære fra, deres kropslige engagement i hverdagen.

Hvorfor fokusere på kroppen?

Dialogkortene “Giv kroppen ordet” er baseret på kropsfænomenologi, som handler om at se kroppen som en afgørende del af vores liv og oplevelser. Ifølge denne teori er kroppen ikke alene biologisk og organisk. Det er gennem kroppen vi oplever, lærer og relaterer os til verdenen.

Sisse Winther Oreskovs ph.d.-afhandling, Kunsten at sætte sig kropsligt i den andens sted, viser, hvordan kropslig opmærksomhed kan styrke vores evne til empati og forståelse for andre. Når vi inddrager kropslige erfaringer i dialogen, bliver vi mere bevidste om nuancer, som ellers ofte overses i det pædagogiske samspil.

Læs Sisse Winther Oreskovs ph.d.-afhandling her.

Playful Learning del indhold
Playful Learning del indhold