I en 3. klasse med elleve forskellige nationaliteter og blandede sociale baggrunde er leg og legende undervisning livsvigtig. Kom med en helt almindelig mandag formiddag hos lærer Danielle Grandeville og hendes 3. klasse på Ole Rømer-Skolen i Høje-Taastrup. 

Af Signe Tonsberg 

Vil du hellere lytte til artiklen?

Flamingo i stisystemet

Kl. 8.31 // De 24 børn i 3. klasse og deres to lærere bevæger sig som en livlig slange gennem stisystemet i Høje-Taastrup. Efterårsblæsten driller lidt og tager fat i de store lunser hvid flamingo, som nogle af børnene bærer på. Børnene går på Ole Rømer-Skolen lige ved Høje-Taastrup station og sammen med deres matematiklærer Søren og dansklærer Danielle er de på vej hen til skolens anden afdeling, som også er børne- og kulturhus. De skal op i det splinternye billedkunstlokale og lave skraldekunst som en del af et flerfagligt projekt i billedkunst, kristendom og matematik.

”Vi har elleve forskellige nationaliteter i klassen, og børnenes sproglige kunnen veksler meget. Så som lærere har vi en kæmpestor opgave med at arbejde med sproget i alle fag,” fortæller børnenes dansklærer Danielle Grandeville, mens børnestemmerne runger i gangtunnellen.

Blandt andet derfor er leg og en legende tilgang til undervisningen den faglige puls i hendes undervisning.

”I en elevgruppe, som kommer med alt muligt forskelligt, kan legen noget helt afgørende. Den skaber rum for, at man kan byde ind med det, man har og er. Legen og den legende tilgang til læring giver mange flere deltagelsesmuligheder end traditionel undervisning. For alle kan være med i legen på hver deres præmisser,” siger Danielle Grandeville.

Det ligner det, I synes det ligner

Kl. 8.54 // I billedkunstlokalet på 2. sal sidder og ligger børnene i strømpesokker på gulvet, mens Danielle viser nogle af kunstneren Henry Heerups skraldekunstværker på skærmen, så børnene kan få ideer til deres egen skraldekunst.

”Heeeey, det ligner en hund,” siger en dreng i joggingsæt med tegneseriemotiver på.

”Nej, en robot,” udbryder en anden.

”Ja! … eller det kunne også ligne et ansigt måske,” siger Danielle. ”Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert. Det ligner det, I selv synes, det ligner.”

Nu skal børnene selv med deres egne skraldekunstvæsner. Ideen er at, det skal være en legende form for matematik, hvor børnene gennem leg og konstruktion leger med matematikkens geometriske former og begreber som fx spejling. Der er limpistoler klar, og ovre i hjørnet ligger flamingostykkerne, som børnene havde med, sammen med et par store flyttekasser fyldt med tomme mælkekartoner, plastikflasker og en masse andet farvestrålende emballage.

Ikke alle kan bare lege

Det er ikke alle børn, som starter på Ole Rømer-Skolen, som bare leger derudaf. En del af børnene har sparsomme erfaringer hjemmefra med at lege.

En del af vores børn lever hele deres liv mellem skolen, Ikea og City 2 (et indkøbscenter, red.). De får ikke specielt meget input, og dér har vi som skole et stort ansvar for at være en arena, hvor de også lærer at lege. Nogle starter i skole og kan decideret ikke lege, fordi de ikke er trænet i det. Så det har været noget, de har skullet lære og øve sig på her. Vi har arbejdet ret struktureret og strategisk med at udvikle børnenes legekompetencer.”

Danielle Grandeville kan sagtens finde på at bruge undervisningen på at tage en gruppe børn med ind i et rum og sige: Hva’ skal vi lege?

”Når jeg på den måde som voksen er med i en børnestyret leg, bygger jeg også afgørende relationer til eleverne. De relationer er med til at bære undervisningen og understøtter børnenes trivsel. Ved at være med får jeg også en guldgrube af informationer om, hvad børnene magter i et børne- og læringsfællesskab – og hvad de er nysgerrige på,” forklarer hun.

Børn hacker og bliver medskabere af legen

Kl. 10.02 // Ved et bord sidder Lilaf, Arwa, Elisa og Xue Luo omkring et bjerg af æggebakker, silkepapir og tomme papkasser fra Capri-Sun-juice, vaffelis og ostehapser. Og de har en plan.

”Vi kan lave de her kasser til et hus,” siger en af pigerne og stabler nogle af juicekasserne ovenpå hinanden.

”Ja … måske et troldehus,” siger en af de andre og rækker ind over bordet.
”Eller hvad med en bondegård,” siger en tredje. ”En bondegård for trolde?”

”Ja! De dér trolde fra historien i dansk,” siger den fjerde.

Og så er skraldebyggeriet i gang – med et twist. For hvor blev skraldevæsnet og matematikken af? For Danielle Grandeville er det bare fint, at pigerne bygger huse i stedet for matematikfigurer. Faktisk er hun begejstret, for det med troldene kommer af, at klassen for et par uger siden har læst en masse troldehistorier i dansk, forklarer hun.

”Pigerne tager en historie, de har hørt i dansk, og bruger den til at lave skraldekunst og konstruktionsleg på samme tid. Jeg elsker, når de hacker opgaven, som de gør her. For på den måde bliver de jo selv medskabere af det legende i undervisningen. Og så er det bare at gå med dem som lærer,” siger Danielle Grandeville.

Vi laver et mudderrum til dem

Kl. 10.16 // Xue Lou lægger alle kræfter i saksen og får klippet hul til tag i en af juicekasserne. Bagefter finder hun noget brunt silkepapir frem og krøller det ivrigt sammen.

”Trolde elsker beskidte ting. Det her er mudder,” forklarer hun.

”Hey ja, vi laver et mudderrum til dem,” udbryder Lilaf. ”For i historien var der jo en sø, og da troldene kom op af søen ligesom prikkede deres hud.”

”Ja, de fik røde knopper,” siger Elisa.

”De er sådan allergiske over for vand. De vil have mudder,” supplerer Lilaf.

Ti minutter efter sidder alle fire piger nede under bordet og skiftes til at lime med limpistolen.

Arwa krøller brunt silkepapir til en muddersø og grønt silkepapir til fluffy kugler, som hun limer på paptoppene på indersiden af en æggebakke.
”Det er træer,” siger hun.

Bagefter triller hun pertentlige mini-kugler af klart blåt silkepapir.

”Jeg så bare farven, og så lignede det blåbær,” forklarer hun og drypper lim på sine blåbær med limpistolen.

At træne sin improvisationsmuskel

Når man som lærer gerne vil dyrke det legende og have eleverne til at gøre det samme, er man nødt til at træne sin improvisations-muskel og være fleksibel, pointerer Danielle Grandeville.

”Hvis jeg kun følger mit eget program, kan jeg ikke være nysgerrig på de rum, børnene selv skaber undervejs. Og det er jo ofte dér, magien og det legende opstår. Fag er i forvejen en lidt mærkelig voksenkonstruktion, som jeg ikke er så optaget af, for sådan ser verden jo ikke ud. Det kan godt være, at Søren og jeg går ind til mandagens program i 3. klasse med en idé om, at nu skal vi arbejde med Heerup og matematiske fagord, symboler og spejlinger. Men vi må have en åbenhed for, at tingene udvikler sig, så vi er ikke rigide. Når vi kan se, at eleverne er optaget af at lege videre med nogle fortællinger fra dansk, så er det da bare dét, de gør,” siger hun.

Flamingo møder saks

Kl. 10.27 // I den anden ende af klasselokalet er to drenge i gang med at konstruere deres skraldefigur. Den ene dreng balancerer en guldkornpakke oven på to tomme chipsrør og er i gang med at lime en tom dåse flåede tomater oven på som hals.

Den anden dreng borer koncentreret huller med en saks i et af de store flamingostykker, som han selv var med til at bære i morges. Det bliver figurens hoved.

”Den skal have øjne,” forklarer han koncentreret.

”Sådan, den er klar,” siger den anden.

Her er fremtidens diplomater

På Ole Rømer-Skolen er mere end 98 procent af eleverne tosprogede. Knap en fjerdedel af skolens elever går i modtageklasse og har været mindre end to år i Danmark, fortæller Danielle Grandeville.

”Nogle børn er godt kørende på deres modersmål og er fagligt med. Andre er svage på deres modersmål og generelt sprogfattige. Og hvis vi ikke formår at få løftet dem, bliver det en udfordring for dem resten af livet,” siger hun.

Selv kalder hun sine elever for fremtidens diplomater:

”Jeg kalder dem for ’fremtidens diplomater’, fordi de faktisk er i stand til at skabe et meningsfuldt børnefællesskab på tværs af kulturer fra hele verden, forskellige sprog, sprogkompetencer og sociale lag. Hvis vi andre kunne det, ville verden se anderledes ud,” konstaterer hun.

Hun oplever, at den legende tilgang i undervisningen kan noget helt særligt med elevgruppen.

Leg er lidt magisk. Når børnene har en rolle i en leg, så får de også sprog og begreber, som knytter sig direkte til fx læseindlæring. Det ved vi blandt andet fra norsk forskning. På den måde går der en lige linje fra leg til faglige mål.”

Hun oplever, at den legende tilgang er med til at udligne forskelle, fordi børnene kan deltage med det, de hver især kommer med.

Vores skole er et multikulturelt rum, hvor børnene kommer fra mange forskellige sociale baggrunde. Der er stor forskel på overskuddet og forældrekompetencen i familierne og på børnenes ressourcer, så det kan være en kompleks opgave at skabe et læringsrum som er meningsfuldt for alle børn. Men dér kan legen noget helt særligt.”

Flyvende tæppe og et badekar

Kl. 10.42 // Ved nabobordet sidder Sara og Arin med et tårn af tomme plastikflasker og en masse papbokse fra forskellige beautyprodukter. Danielle stiller sig hos dem.

”Jeg laver en robot, og bagefter vil jeg lave et flyvende tæppe til den,” forklarer Arin og dufter til en flaske, der har været shampoo i.

”Et flyvende tæppe,” nikker Danielle og læner sig ind over bordet med glimt i øjet: ”Kan I huske dengang i klassen, hvor vi lavede flyvende tæpper, og jeg fløj så stærkt, så Søren trillede af?”

Pigerne smiler. De kan godt huske, at alle i klassen havde flyvende tæpper på hjernen, dengang de læste Hodja fra Pjort.

”Ja!,” siger Sara og kigger op. ”De her skal have flyvende tæpper, og min skal også have et badekar.” Hun sætter sin robot-bodyshampooflaske med neglelak-papbokse-arme op i en lille plastikbeholder, som måske engang har haft et liv med salatmayonaise.

”Her er badekarret.”

Danielle nikker.

”Hedder de så noget, jeres robotter?”

”Ja, Robodjan og Robo,” siger Sara, mens hun sirligt klipper en guldmund til sin robot ud af noget plastik fra en bøtte med bagepulver. ”Jeg elsker bare, når vi laver sådan noget billedkunst.”

Arin læner sig ind over bordet.

”Ja, og jeg synes også, at dansk og matematik er det fedeste i hele Danmark. Jeg kan godt lide at lave opgaver og plusse og gange og lære noget nyt. Det er lidt ligesom at lege,” siger hun.

Ja, der er en, som brænder sig på en limpistol

Kl. 11.03 // Ovre i troldegruppen er papkasser nu blevet til en hel troldelandsby med stuehus, soverum med mad sorteret i sirlige små spande, en stald, et mudderbaderum og en næsten færdig blåbærskov med en muddersø.

De 9-årige maver knurrer, og det er blevet tid til at pakke sammen og bære kunstværkerne ud i depotet.

”Hey, må jeg lige låne limen hurtigt,” siger Elisa, som har et vådt stykke papir viklet om fingeren, for hun brændte sig lige på limpistolen før.

Gulvet i klassen er dækket af flamingo-sne og papstykker og et par drenge løber rundt efter hinanden, så Søren lige må hæve stemmen. Og sådan er det, når 24 tredjeklasse-elever skal lege i undervisningen. Det kreerer altid lidt kaos, konstaterer Danielle Grandeville.

Legende undervisning kræver, at vi er nok voksne, hvis vi skal kunne give børnene den støtte, de har brug for. Vi er nødt til at have plads til at være der med børnene, også når der sker uforudsete ting. For ja, sådan er det: Der er en, der brænder sig på en limpistol og en anden, som klipper sig i fingeren. Og så er der en konflikt, fordi to ikke kan blive enige om, om deres kunstværk skal være en robot eller en hund. Så hvis jeg som lærer skal kunne indgå reelt og autentisk som medleger, så kræver det, at vi er nok voksne i klassen.”

Og hvis den legende tilgang skal slå rødder i undervisningen, kræver det, at man som lærer hele tiden insisterer og går i front, pointerer hun. For mange børn og forældre har en stærk forforståelse af, hvad det er at gå i skole.

Mange børn har stadig en forventning om, at skolen er et sted, hvor man sidder på en stol ved et bord med en bog foran en lærer, som siger, hvad man skal. Men den måde at lave skole på, hører jo til i et andet århundrede.”