Nye legebriller får personalet ned i børnehøjde og op i et helikopterperspektiv

Med blikket rettet mod sig selv

Det har på den måde været lærerigt at få andres blik på arbejdet til daglig, fortæller Annette Bønløkke Slot Hansen. Det tvinger én til at betragte sig selv og sin arbejdsplads i et nyt lys og dermed undgå at blive “hjemmeblind”, som hun beskriver det. Og lige nu har hun blikket rettet direkte mod sig selv. Det gør hun og kollegaerne for at undersøge, hvordan de skal positionere sig i forskellige legesituationer, så det gavner børnene mest muligt. For det kan være forskelligt, hvilke behov de forskellige legesituationer kalder på, fortæller hun og tilføjer: “Det gør det selvfølgelig til en balancegang, som man må øve sig i.

Øvelserne melder sig ofte helt spontant i løbet af dagen, som det var tilfældet med børnenes fiskedamsleg, og derfor er fokus på legen hurtigt blevet en integreret del af personalets og børnenes hverdag, fortæller Lisbeth Dyrup Petersen:

“Det gør enhver legesituation til en vurderingssag, der kræver en særlig opmærksomhed på børnenes dynamikker i legen. Som voksen handler det i høj grad om at give slip på det, man selv synes er en god leg, og i stedet prøve at deltage i legen i børnehøjde.”

Og det er ikke altid let, men øvelserne træner én i at møde børnenes udfordringer og konflikter på andre måder, siger Annette Bønløkke Slot Hansen:

“Man opbygger en anden parathed til at ændre en legesituation, hvis der opstår problemer – som f.eks., hvis et barn bliver ubehageligt til mode eller er i et skævt dominansforhold. Det bliver lettere for mig at spotte og løse konflikter, når jeg går spørgende og undersøgende til deres lege – i stedet for ‘at kaos-reagere’.

Modet til at eksperimentere med sine egne reaktionsmønstre er på den måde blevet gradvist styrket i takt med, at personalet har kastet sig ud i flere eksperimenter. Men motivationen til at ville ændre på sin hverdagspraksis udspringer i høj grad af samarbejdet med Lone Wiegaard og Birgitte Laursen fra VIA, fortæller de:

“Samarbejdet har givet os et fagligt rum til refleksion og udvikling, som vi ikke havde før,” fortæller Lisbeth Dyrup Petersen, og Annette Bønløkke Slot Hansen tilføjer: “Birgitte og Lone har givet os en masse faglig viden, som vi kan stå på, uden at belære os. De har stillet os spørgsmål, der får os til at stoppe op og undre os over vores praksis.”

En mere demokratisk børnekultur

Alle fandt det meningsfuldt at arbejde så koncentreret med leg, så det blev hurtigt besluttet, at der skulle indføres nye, tydelige rollefordelinger blandt personalet, så den enkelte medarbejder får mere tid til at fordybe sig i legen, mens en anden tager sig af andre opgaver.

Den nye strukturering af personalet har gjort, at indsatsen har kunnet sætte aftryk på hele institutionen, fortæller Lisbeth Dyrup Petersen og fremhæver, hvordan børnene også har skullet lære at afkode de voksnes nye måde at gå til deres lege på:

“Ved konflikter vil vi som udgangspunkt gå ind i situationen med en undren over, hvad der sker, og forsøge så vidt muligt at hjælpe børnene videre med en god leg. Her kan mange børn hurtigt gå i beredskab og stå klar til at forsvare sig selv med det samme, men når de oplever, at vi møder dem i øjenhøjde og spørger ind, så forsvinder den automatreaktion, og vi får skabt et andet tillidsforhold,” beretter hun.

Det er en tilgang, der har skabt det, hun i dag kalder for “en mere demokratisk børnekultur”:

“Fordi vi tager børnenes leg alvorligt, får børnene nu mere at skulle have sagt. Det er selvfølgelig stadig os som voksne, der har vetoretten, men vi er mere deltagende i legen, end vi var før,” fortæller hun og fremhæver, hvordan det også har påvirket personalets arbejdsmiljø: “Vi skal ikke på samme måde holde øje og diktere, hvad der er rigtigt og forkert. Nu siger vi mere ja end nej. Og går det galt, ja, så handler man derefter.”

Tilgangen lader også til at være smittet af på de børn, der har været i børnehaven længe. Som noget nyt er flere af dem nemlig begyndt at spørge, om de voksne vil være med til at lege – eller aktivt at frasige sig de voksnes deltagelse: “Jeg har også oplevet, at der er blevet sagt ‘no voksne’ med en løftet håndflade,”, fortæller Lisbeth Dyrup Petersen og griner.

Legens mangfoldighed

For Helle Hovgaard Jørgensen, der er docent i leg og børne- og ungdomskultur ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, er personalets indsats et udtryk for en måde at udfordre deres egne etablerede strukturer og moralske forestillinger på:

“De voksne arbejder med deres egen nysgerrighed frem for en vedligeholdelse af etablerede strukturer. De tør tilsidesætte eller revurdere den gængse moral om rigtigt og forkert, når de oplever, at legens kraft er stærkest,” udtaler hun og peger på Annette Bønløkke Slot Hansens møde med børnenes fiskedamsleg som et eksempel:

“Hun lader legen være åben for input ved at gå dialogisk og undersøgende til situationen i stedet for blot at konstatere, at børnene laver noget, de ikke må. Det betyder, at børnene uden tøven accepterer hendes forslag om at bygge en mur af taburetter, fordi hun taler legens sprog. Hun går med på legens præmis.”

Det kræver, ifølge Helle Hovgaard Jørgensen, at man besidder en fagprofessionel viden om, at leg er domineret af en mangfoldighed af sprog og sprogbrug:

“I legen er der en konstant interaktion mellem meninger, hvor alle meninger potentielt kan betinge hinanden, og det imødekommer man som voksen, når man vælger at gå i dialog med børnene. For legens drivkraft er netop det sprog eller de fortællinger, der hvirvles ind i hinanden, når man leger. Og når man som pædagogen Annette accepterer forestillingen om, at børnene fodrer fisk, så får man også mulighed for at bidrage og udvikle legens univers.”

Når legen skubber til grænser

Ikke alle lege er dog nødvendigvis lette at forholde sig til som voksen, fortæller Annette Bønløkke Slot Hansen:

“Hvis jeg skal tale på vegne af hele personalegruppen, så har det faktisk været mere grænseoverskridende at sætte sig ned og være en legende voksen, end vi forudså. Det er relativt nemt at sætte sig ned og bygge med klodser eller tog, men lige så snart du aktivt går med ind i børnenes rollelege, så kræver det mere af dig som pædagog.”

Den udfordring genkender Helle Hovgaard Jørgensen også fra forskningen. Særligt de situationer, hvor legen bliver euforisk og kontrær, kan voksne have svært ved at være med:

“Det er en type af leg, som udfordrer de normer, værdier og kulturelle forestillinger, vi har om at være barn, ung og studerende i institutions- og skolelivet. Men når vi vender verden på hovedet, bringes ud af kontrol, skubber til grænserne og så videre, så hvirvles der nye spørgsmål, perspektiver og ideer op om, hvad vi kan finde på – og det må man sige, at verden har brug for,” siger Helle Hovgaard Jørgensen.

Til trods for den usikkerhed og de udfordringer, som den mere eksperimenterende og legende tilgang til børnene, forudsætter, så er Annette Bønløkke Slot Hansen gennemgående begejstret for, hvad indsatsen har betydet for hendes, kollegaernes og børnenes hverdag:

“Det gør en kæmpe forskel for ens arbejdsglæde. Dét, at kunne føle sig nærværende og hundrede procent til stede i legen med barnet, er enormt fagligt værdifuldt. Vi er nu dér, hvor børnene er, i en langt højere grad end før. Og det er dét, vi gerne vil være.”

Tilbage på stuen er de to børn på bordet ved at være løbet tør for foder til fiskene. Alle træklodser er kastet i dammen, så de må ned og samle dem op igen. “Pas på!” udbryder Annette. “Der er hajer i vandet!” Børnene hviner, griner og hopper med det samme væk fra tæppet. Flere kommer nu hen for at se, hvad de laver, og pludseligt er stuen forvandlet til én stor fodringsfest med taburetter og træklodser ud over det hele.